​  Strandslot Sandvigs historie

eng  |  tysk

​Gennem mere end 100 år har Strandslot spillet en væsentlig rolle i det bornholmske turistliv. Sjovt nok var det i første omgang slet ikke danskerne, der gjorde Bornholm til et populært turistmål, men derimod tyskerne. 

Før 1. Verdenskrig (1914-1918) strømmede tyske turister til Bornholm og opkøbte store dele af det, vi i dag ville kalde sommerhusområderne. Det var da også en tysker, den ambitiøse og energiske Hans Max George Reiner, der i 1904 lod "Strandschloß" opføre som hotel, og siden blev stedet et naturligt midtpunkt for de bedrestillede kur- og feriegæster i det glade og gyldne bornholmske sommerliv. 

Den store, smukke, næsten majestætiske bygning placeret umiddelbart ved hav og strand med øens bedste udsigt, trak automatisk det mere forvænte publikum til sig. Byggeriets udseende, kvalitet og beliggenhed var sammen med en stil og service ud over det sædvanlige, med til at gøre Strandslot til STEDET for folk, der kunne betale.

Gennem årene er der foretaget adskillige ændringer og udvidelser på og omkring Strandslot, der i en årrække blev drevet som kurhotel og siden som eksklusiv hotelpension. Da den seneste ejer, Viggo Søgaard-Pedersen, med dygtighed og held havde drevet Strandslot i 23 år, ønskede han i midten af 1980'erne at afhænde stedet. Det var ham magtpåliggende, at det blev til en køber, der ville tage hensyn til Strandslots særlige kvaliteter, minderige fortid og specielle atmosfære.

For at sikre den bedst tænkelige løsning med en omfattende restaurering og modernisering, allierede det konsortium, til hvem Strandslot var blevet solgt, sig med den kendte Dragør-arkitekt Søren Elkær Hansen, der med succes havde løst en række lignende opgaver og modtaget flere priser for sin indsats på dette område. 

I 1987 forelå resultatet, et smukt og gedigent byggeri - konsekvent ført tilbage til fortidens høje kvalitet i alle detaljer, og med 27 eksklusive ejerlejligheder til salg på timesharebasis. Strandslot ligger i dag smukkere og mere indbydende end nogensinde. Alt er i den oprindelige stil og er løbende vedligeholdt med pietetsfølelse og nænsom hånd af dygtige håndværkere.

​Fra de gamle arkiver: En scanning af en trykt pjece fra 1994, skrevet af Poul Erik Knudsen - "Turisme på Nordbornholm 1894-1994"... se den HER.

​                                                     ******

​​

 Der findes mange andre fine billeder fra Bornholm i gamle dage, b.la. HER ©

​ Et par udpluk fra siden:

 Strandslot

 Sandvig

Vi ved ikke, hvilket år nedenstående billede stammer fra, men sådan så Strandslot ud for længe siden - måske i 1920'erne eller 1930'erne.​ Klik for større billede HER

​Vi har fundet et endnu ældre billede, hvis tekst fortæller at der er tale om afrejse fra Hotel Strandschloss. Billedet er formentlig fra før 1. Verdenskrig. En sådan service kan vi desværre ikke tilbyde i dag. Klik for større billede HER

​Strandslot Sandvig   •   Strandgade 18, Sandvig, 3770 Allinge   •   Telefon: 56 48 03 15   •   E-mail: ejerforeningenstrandslot@hotmail.com   •   facebook-logo  Besøg os på Facebook